Menighedens historie

I midten af 1800-tallet var Hørsholm en lille landsby med en begyndende industrialisering og en erindring om et smukt slot, der blev revet ned i 1812. Få år efter opførtes på slotsholmen en lille hvid kirke, der står den dag i dag og er folkekirkens Hørsholm Kirke.

Den nærmeste katolske kirke var den gang Sankt Andreas Kirke i Ordrup. På Hørsholm Klædefabrik, hvor både direktøren og en del af arbejderne var katolikker, syntes man, at der var langt til Ordrup. Jesuitterne i Ordrup tilbød at sende en præst til Hørsholm og fejre messe der af og til. Den første messe blev læst af pater Jón Svensson i et privat hjem den 22. juni 1899, og menigheden var dermed ved sin begyndelse.

I 1920 kunne et lille kapel indvies på en grund indkøbt af Ansgarstiftelsen. Sankt Hans Kapel var resultatet af menighedens fælles indsats med at skaffe penge og arbejdskraft.

I 1948 blev menigheden selvstændig i det nye sogn: Hørsholm og omegn. Denne omegn var stor og indeholdt bl.a. Birkerød. Sognepræst blev pastor P.H.W van der Stok, der dog også var præst for Hillerød menighed. Kapellet blev indrettet med en lille præstebolig til sognepræsten i den ene ende, så han havde et sted at være, når han ikke var i Hillerød.

I 1959 etablerede Søstrene af Det Dyrebare Blod sig i Birkerød på gården Nordvanggaard. De tilbød at huse præsterne, der på det tidspunkt var sognepræst pastor Gommans og kapellan pastor Muiser, så der blev ud over søsterkommunitet også hurtigt indrettet en pæn præstebolig. Efterhånden blev der også indrettet en kirke, en børnehave og et plejehjem. Omkring kirken dannedes en menighed, som ønskede selvstændighed, og i 1961 blev Birkerød sogn oprettet og dermed udskilt fra Hørsholm sogn.

Samarbejdet mellem menighederne var tæt, og det blev i høj grad befordret af præstefællesskabet og af søstrenes velvilje til at stille ressourcer til rådighed til bl.a. undervisning. Hillerød menighed fik eget sogn i 1967 og egen sognepræst i 1972.

I perioden 1976-1993 var sognepræsten for både Hørsholm og Birkerød menigheder pastor Muiser. I samme periode var det primært jesuitter fra København, som ydede præstelig betjening af Hørsholm menighed. Livet i Hørsholm menighed var meget engageret og præget af ønsket om og arbejdet med at få bygget en kirke i sten med tilhørende faciliteter.

I 1979 kunne en smuk ny kirkebygning med tilhørende menighedssal og andre lokaler indvies.

I 1991 blev pastor Andrzej Papuga andenpræst i Hørsholm og Birkerød menigheder og blev straks knyttet til Hørsolm menighed ved ofte at læse søndagsmessen der.

I 1993 blev pastor Andrzej sognepræst for begge menigheder.

I 1999 fejrede menigheden 100 års jubilæum med festlig højmesse og stor fest bagefter.

Samme år fandt menighedsrådet anledning til at manifestere menighedens selvstændighed ved at bede bispe­kontoret om en revidering af sognets geografiske grænser og en dertil hørende revidering af menighedskartoteket.

I 2002 fik Hørsholm menighed som 102-årig sin helt egen sognepræst, og samtidig fik Birkerød menighed som 41-årig sin helt egen sognepræst.

Sognepræsten i Hørsholm blev pastor Andrzej og i Birkerød pastor Radek.

Præsterne er andenpræst i hinandens respektive sogne.

Hørsholms menigheds sognepræst pastor Andrzej bor stadig på Nordvanggaard og udgør sammen med pastor Radek og den nyankomne pastor Wieslaw et Sankt Vincent-kommunitet. Pastor Muiser døde i 2006 på Kristi Himmelfartsdag.

Hørsholm menighed har altid været tæt knyttet til andre menigheder, hvilket er meget naturligt, da vi jo er en del af en - ja - universel Kirke. Berøring med andre kristne Kirker og øvrige medmennesker er også en del af menighe­dens historie og til stor glæde. Velkommen her er alle, der vil bidrage til menighedens gode historie.